Renate Borgen: Brev til overborgmesterkandidat Frank Jensen
København, den 15. September 2009
Kære Frank Jensen.
Tak fordi du ville møde christianshavnere og andre aktive i foreningen "LadHavnenLeve" - i Lejerbos lokaler på Bodenhoffs Plads vedr. Københavns Kommunes Broplaner.
Du fortalte ved denne lejlighed, at du bor på Islands Brygge, og at du er rigtig glad for cykelbroen over til Fisketorvet og at du generelt er for broer over havnen. Det glæder mig, at du er glad for at bo hvor du bor, det giver et håb om at du med den erfaring sammen med din empati kan forstå med hjertet, hvad der er på spil for os christianshavnere, der har boet her en menneskealder og som er passioneret af livet ved Christianshavns Kanal, hvor man mærker historien hilse på igen og igen.
Når du nu sammenligner broen fra den nye del af Islands Brygge til Fisketorvet er det vigtigt at pointere, at der er tale om 2 meget forskellige bydele med meget forskellige historier og befolkningssammensætninger.
Det nye Islands Brygge er en bydel med meget nybyggeri og med mange nye tilflyttere - velkommen til dem - altså en bydel, der ser helt anderledes ud end Chrsitianshavn, og som før nybyggeriet havde en levende havn.
Da broen fra Det nye Islands Brygge til Fisketorvet blev bygget var det over en tom, død havn.
Christianshavn og det sejlende liv på Kanalen er ikke alene christianshavnernes identitet men også een af af københavnernes fælles oase. Samtidig er Christianshavns levende kanal Københavns ansigt udadtil og hovedpulsåre til det gode sociale liv som er en naturlig følgevirkning af et levende miljø. Med truslen om forløbig 4 broer over havnen og kanalerne er vores identet truet.
Som god socialdemokrat, må du have nogle gode sociale holdninger - det er i hvert fald, hvad jeg forbinder med socialdemokratiet. Jeg føler derfor også en naturlig trang til at stille dig nogle spørgsmål:
Vidste du, at der kun få steder i Danmark- som på Christianshavn - findes almennyttigt boligbyggeri midt i et havnemiljø. Lejerbo - som er et almennyttet boligselskab - har tre boligafdelinger her langs kanalerne og havnen.
Vidste du at der i disse tre boligafdelinger bor ganske almindelig mennesker med ganske almindelige indkomster. Her bor kassedamer, enlige forsørgere, pensionister, børnefamilier, ældre, pædagoger, sygeplejesker, professorer, akedemikere, kunstnere, musikere, skolelærere, arbejdsløse, flygtninge, indvandrere osv. Alene i Lejerbos afdeling 204 - som er den afdeling, der nu er truet af tvangsekpropriation - bor der 250 familier sammen som fungerer socialt trods forskelligt kulturel og uddannelsesmæssig baggrund.
Vi har ingen altaner. Vores fælles arealer er Islands Plads som mødested og samlingssted for beboerne. Her mødes pensionister, børn, forældre, unge, ældre, teenagere, turister, gæster og såmænd også cyklister og kørestolsbrugere med deres madpakker, tekander, kaffekander, vin og hygger sig sammen ved kanalerne og griller sammen. Det er her vi holder vores beboerfester, fødselsdage, loppemarkeder m.m.
Det er også her vi bare og sidder og kigger, stresser af og nyder den sejltrafik, der kommer og går som en levende strøm gennem Kanalen eller Trangraven - videre til og fra havnen og Øresund.
Det er denne lille oase - som er til glæde for så mange mennesker - Klaus Bondam vil tvangsekspropriere. Ingen fik noget at vide om disse planer. Det var et rent tilfælde at en vågen beboer blev opmærksom på, at planerne om en grøn cykelrute, vist nok kom os ved. For der var slået nogle røde streger på et kort som gik fra Havnegade, over Grønlands Handels Plads, over Christianshavns Kanal over Islands Pladse og videre tværs over Trangraven og videre ud på Holmen.
Her på Christianshavn vil vi gerne være med til at udvikle byen - at forbinde Indre By med Christianshavn. Vi er kommet med mange gode alternative forslag, som alle er fejet af bordet. Vi vil gerne være med til at give cyklister bedre forhold i byen. De fleste af os cykler selv. Men lad os snakke om, hvordan det kan lade sig gøre uden at det skal koste det unikke miljø, vi har i Christianshavns Kanal og Trangraven.
Som beboer føler jeg mig dybt krænket over den måde Københavns Kommune vil gennemføre sine planer om grønne cykelsruter - Christianshavnerruten - på bekostning af kanalmiljøet, hjertet i Chistianshavn.
Jeg forstår ikke, at Københavns Kommune ikke er i stand til at tænke mere kreativt og komme med flere og mere fantisifulde forslag til cykelruter, end den eneste ene, som med 4 broer dræber miljøet og som Københavns Kommune vil have gennemført.
Hånden på hjertet, som god socialdemokrat, tror du så dette mord havde kunnet finde sted, hvis der havde været tale om en grund - her Islands Plads -med dyre ejerlejligheder i stedet for som nu en grund med almennyttigt boligbyggeri.
Det kan vel ikke undgås at man får den slags tanker og at man føler sig uanstændig behandlet af Københavns Kommune med Klaus Bondam i spidsen.
Med venlig hilsen
Renate Borgen
Prinsessegade 93 st.th., 1422 København K.