Pressemeddelelse - Christianshavns Lokalråd 27. september 2009
Stor sejlskibsdemonstration i dag i Københavns Havn og Christianshavns Kanal
Op mod hundrede sejlskibe af alle størrelser fyldte i dag Københavns havn og Christianshavns Kanal i en demonstration mod fire planlagte broer i havnen, som Københavns Kommune ønsker at opføre. Broerne vil få det attraktive sejlskibsmiljø til at forsvinde i Christianshavns Kanal, hvilket både de lokale beboere og sejlere fra hele landet, som i stort antal gæster kanalen om sommeren, er stærkt utilfredse med.
"Mange tror, at hvis bare broerne kan åbnes, så kan miljøet bevares, men det er ønsketænkning. Al erfaring viser det modsatte. I praksis bliver broerne nemlig ikke åbnet, så det er enten broer eller havnemiljø", siger Knud Josefsen fra Christianshavns Lokalråd, som er en af arrangørerne af demonstrationen.
På Christianshavn er to havne allerede spærret inde bag broer, nemlig den sydslige del af Christianshavns Kanal og Halvtolv på Holmen. Sidstnævnte bro kan oven i købet åbnes af de lokale beboere, men det er stadig for omstændeligt til at det fungerer i praksis. Begge havne har nu kun småjoller og motorbåde uden master.
Den gode nyhed er, at der er løsninger på forbindelsesproblemet over havnen, som alle kan blive glade for. Både en pendulfærge, som man kan få 16 af for prisen for een bro og som er mere fleksibel fordi den kan flyttes ved nye behov samt en tunnel, løser begge forbindelsesproblemet lige så godt som en bro, og samtidig bevares sejlskibsmiljøet i Christianshavns Kanal.
"Beskeden herfra i dag fra Christianshavns Lokalråd er en indtrængende opfordring til vores politikere på Rådhuset om at genoverveje hele sagen og især undersøge alternativer, for de eksisterer og er langt bedre løsninger", siger Knud Josefsen.
Skuespilleren Anne Marie Helger, som optrådt gratis til fordel for sagen i dag, udtrykte det på sin egen måde: "Under Københavns broer, bliver der fred og ro'er" med hentydning til at livet i kanalerne dør ud, hvis broerne opføres. Også Nicky Schmidt Band og Burglar's Blues Band optrådte gratis til fordel for sagen.
Yderligere oplysninger (alt kan bruges frit)
www.ladhavnenleve.dk
Vedlagte faktaark i pdf
"Søndag", singletrack af Nicky Schmidt band som var skrevet og dedikeret til demonstrationen www.nickyschmidtband.dk
Vedlagte billede fra demonstrationen:
Tekstforslag: Der var voldsom trængsel i Christianshavns Kanal, efter at op mod hundrede skive bar sejlet ind i kanalen for at markere, at sejlskibene hører til i kanalmiljøet.